Til forsiden
Palmestranden

Palmestranden er en herlig skør idé, som tog sin begyndelse i 2004. Nu er antallet af palmer oppe på 90. Ud over beachvolleybanerne bagved klitterne, er der også en beachvolleybane på stranden og én ude i vandet foruden to beachhåndboldbaner. Stranden er 400 meter lang og har Blå Flag status.

Palmestranden i Frederikshavn
Palmestrand palme Frederikshavn

Frederikshavnerne har aldrig været bange for at kaste sig ud i noget nyt og usædvanligt, og strand har vi nok af - i alt 25 km hvid sandstrand nord for byen.

Så hvorfor ikke gøre noget specielt på en af dem?

En herlig skør idé

Da idéen til Palmestranden tog sin begyndelse i 2004, var politikerne hurtige til at godkende projektet.

De første 30 palmer blev placeret sammen med eksotiske tangparasoller, og der blev anlagt en beachvolleybane. Palmestranden gik rent ind både i pressen og hos tusinder af glade badegæster.

En solseng for en 20'er - ligesom i supermarkedet

Året efter blev palmerne suppleret med 30 nye og eksotiske palmer. De leverede feriestemning og skygge fra juni til midten af september.

Det hele blev kompletteret med solsenge, som man kan trække for en 20'er, ligesom man trækker en indkøbsvogn. Fire nye beachvolleybaner blev også etableret.
Beachvolley på Palmestranden i Frederikshavn
Ishuset Palmestranden Frederikshavn

Beachvolley, beachhåndbold og beachparty

Nu er antallet af palmer oppe på 90, og ud over beachvolleybanerne bagved klitterne er der også en beachvolleybane på stranden og én ude i vandet foruden to beachhåndboldbaner.

Hold fest under palmerne

Midt på stranden er etableret et udekøkken i en tropisk strandbar, den indbyder til at holde en lille fest.

Private fester og sammenkomster er tilladt, blot man tager hensyn til andre strandgæster. Større arrangementer som koncerter og turneringer med mere kræver tilladelse.

Blå Flag Strand

Selve stranden er godt 400 meter lang og 30-50 meter bred. Den er børnevenlig og har Blå Flag status, hvilket betyder, at vandkvalitet og toiletfaciliteter omkring stranden er i top.

Ishuset på vej ned til stranden er i øvrigt blevet testet og kåret til Danmarks billigste.

Uforstyrret solbadning

Klitter og gryder sørger for, at der er læ for vinden og plads til uforstyrret solbadning, og hvis den tropiske stemning skulle blive for meget, er der almindelig nordjysk sandstrand umiddelbart nord og syd for palmestranden.

Livredder

I 2007 er der etableret et livreddertårn og i 5 uger fra den 1. juli øger kystlivreddere badesikker-heden. Denne ordning er indtil videre et forsøg, men det er håbet, at det kan brede sig til andre strande.

Parkering og adgang for handicappede

Der er gode parkeringsmuligheder meget tæt på stranden, og i den sydlige del af Palmestranden er der direkte adgang for kørestolsbrugere. Det er der i øvrigt også på stranden nord for Rønnerhavnen og på Bratten Strand 9 km nord for Frederikshavn.

Fra de Kanariske Øer

Hørpalmerne er 3-4 meter høje. De kan blive op til ca. 10 meter. Bladene er vifteformede. Hørpalmens naturlige levested er i det centrale og sydlige Kina.

Daddelpalmerne er også 3-4 meter høje, men kan blive ca. 20 meter. Bladene kan blive 5 meter lange og 1 meter brede. Frugterne kan ikke spises.

Palmerne stammer fra de Kanariske Øer.


Trænger

du til

ferie?

Hirsholmene

7 km NØ for Frederikshavn ligger øgruppen Hirsholmene, der i dag er et naturreservat. Øgruppen består af øerne Græsholm og Hirsholm samt flere mindre holme og rev.

I det nordlige Kattegat - og dermed også Hirsholmene - findes nogle af Nordeuropas vigtigste overvintringsområder for havdykænder. Hirsholmene er også en vigtig ynglelokalitet for vandfugle.

Øen ses tydeligt fra Palmestranden.

Toppen af Danmark A/S Skandiatorv 1, 2. 9900 Frederikshavn KONTAKT