Til forsiden
Nr. Lyngby – Hvor havet kommer nærmere

Der er ikke meget tilbage af den tidligere fiskerby Nr. Lyngby, 5 km nord for Løkken, men stedet byder stadig på interessante oplevelser: Fri udsigt til Vesterhavet, en gammel kirkegård, resten af den gamle kystvej mellem Lønstrup og Nr. Lyngby, perfekte forhold for paraglidere og spændende muligheder for dykkere.

Nr. Lyngby Klit
Klokkestabel i Nr.Lyngby
På kanten af havet - med fri udsigt til Vesterhavet - finder man Nr. Lyngby, som startede ud som en lille fiskerby. Der er ikke meget tilbage af fiskeriet, ligesom der heller ikke er meget tilbage af det oprindelige Nr. Lyngby.

Gammel kirkegård i behold

Den gamle kirke blev revet ned i 1913, da skrænten og havet var nået til en afstand af 20 meter fra kirkegårdens dige og flyttet ca. 800 meter længere ind i landet.

En stor del af den gamle kirkegård er i behold med enkelte gravsteder, en stråtækt klokkestabel med en meget rusten klokke af støbestål fra 1872.

Går man på stranden og kigger op ad skrænterne, kan man se aftegningerne i jorden fra, hvor kisterne lå, mens kirken og kirkegården stadig var i brug. Mange gravsteder blev flyttet til den nye kirkegård længere inde i landet.

Traktørsted revet ned i 1975

I begyndelsen af forrige århundrede blev Nr. Lyngby Mølle bygget. Den blev i starten benyttet som traktørsted, men blev senere til et samlingssted for lokalbefolkningen. I 1975 valgte man at rive traktørstedet ned, da det glubske hav åbenbart også ville have en bid af det populære traktørsted.

Samtidig blev kystvejen mellem Nr. Lyngby og Lønstrup flyttet. Denne vej er nu kun et kort stykke brækket asfalt, der viser, hvor vejen engang gik. Havet æder hvert år 3-4 m af skrænten, hvilket betyder, at noget, der er der i år, måske ikke er der til næste år.

Nr. Lyngby er et yndet mål for paraglidere på grund af den 30-40 meter høje klit. Se paraglidingklubben PG Nords hjemmeside for regler og henvisninger vedr. paragliding.
Det gl. Lyngby Moelle
Når havet kommer

Vragrester skal afleveres til museet

I havet mellem Nr. Lyngby og Mårup kirke ligger vraget af "The Crescent". Halvmånen, en engelsk fregat, der strandede i 1808.

Det siges, at man kan gøre mange spændende fund omkring vraget: Uniformsknapper, mønter og andet.

Men skulle du som dykker finde på at besøge "The Crescent" og måske være så heldig at finde noget, så husk at indlevere dine fund til museet, så andre også kan få glæde af dem.
Tirsdag, februar 08 2011

Ferie lige ud til Vesterhavet


Nr. Lyngby er også et skønt feriehusområde. Med kort afstand til både Løkken og Lønstrup - og med en dejlig strand i begge retninger - er Nr. Lyngby et skønt udgangspunkt for ferien.
Søg efter feriehus i Nr. Lyngby

Der er ca. 75 fastboende i Nr. Lyngby og der er flere arbejdende værksteder og kunsthåndværkere. Se flere informationer og billeder fra Nr. Lyngby på www.nr-lyngby.dk
Toppen af Danmark A/S Skandiatorv 1, 2. 9900 Frederikshavn KONTAKT