Uddrag fra bogen "Lønstrup.dk" skrevet af Evanthore Vestergaard.
Badegæsternes Indtog
Tilbage til lørdag 11. august 1877. Katastrofen i Lønstrup får stor medieopmærksomhed og mange mennesker vil til byen for at se skaderne. De kommer kørende i hestevogne, den første tid mest fra omegnen, men efterhånden som nyheden spredes, kommer folk langvejs fra. Da det ødelagte fiskerleje er genopbygget og den landlige idyl igen etableret, dukker københavnerne op – og fænomenet badegæst opstår. Helt nyt var det nu ikke, for fotos fra 1866 viser badehuse på stranden. Der er i 2008 4-5 stykker tilbage som stilles op på Nordstranden hver sommer, men fænomenet uddør med dem, for en tilladelse kan videreføres, men ikke overdrages.
Katastrofen bringer meget større mængder nysgerrige til byen. Nu har stedet jo en historie. Drama!
Lønstrup Kro (i dag restaurant ”Glashuset”) får travlt med at smøre sildemadder og lave bjæsk, Lønstrup Mølle indretter sig med værelser. Hans Linnemann bygger snart kroen om til det fornemme Linnemanns Hotel. For at dæmme op for det løsslupne etablerer en missionsmand hotel med det sigende navn Wrensted Afholdshotel (i dag ”Galleri Uggerby”). Linnemann og Wrensted danner en slags kartel, hvor de indbyrdes aftaler sæsonens priser (vi taler om 3 kr. pr. døgn med fuld pension). Nogle fiskerkoner opretter små badepensioner og de gamle slidte badehuse på stranden bliver shinet op. I kølvandet på det københavnske jetset kommer kendte kunstnere. I begyndelsen af 1900-tallet er Lønstrup det største badested i Nordjylland med omkring 800 badegæster. Det hele går hurtigt, men op mod Første Verdenskrig endnu hurtigere.
Badegæster I Ekstratog
Hvad det hele handlede om var turister, nej badegæster. For den dag i dag kaldes de mange besøgende i byen ofte for badegæster og turister opfandtes først langt senere. Naturligvis kom de mange gæster for at bade, men stedet var allerede så fashionabelt, at der nok også var et ekshibitionistisk overklasse-element i de fine besøg. Det har været et ømt syn med badegæsterne dengang. F.eks. når en hestetrukket badevogn kørte den fine københavnske grossererfamilie nogle meter ud i vandet, hvor de steg ud ad en lille stige for at bade – naturligvis passende påklædt. Efter badet gik man ind i vognen og hejste et lille flag, og så hentede hestene badevognen i land.
Et billede på hvor attraktiv Lønstrup var er jernbanestatistikken fra 1913, da jernbanen lige var kommet til byen. Det år transporteredes 12.300 passagerer til Lønstrup – året efter 17.800. Det svarer til 32 ekstratog dagligt mellem Hjørring og Lønstrup i højsæsonen! Det skal dog noteres, at Lønstrup kun var en station på strækningen mellem Hjørring og Aabybro og det var bestemt ikke alle, der stod af i byen. Men lokalbefolkningen kunne da sælge en kop kaffe og en kage mens de togfarende ventede på afgang. Fiskerkonerne ekviperede deres mænd med hvide forklæder så de kunne hjælpe under spidsbelastningen. Også det må have været et ømt syn og faldt næppe i de hårdføre fiskeres smag.
Kødbaronens Villa
Nogle bliver mere faste gæster end andre. Under Første Verdenskrig opstår begrebet gullaschbaroner og de skal naturligvis også se, hvad Lønstrup er for noget. På de mest attraktive steder i Lønstrup bygger de store velhavervillaer som sommerresidenser. Én af de mest markante var den århusianske grosserer G. Hansen, der ikke kunne få sit hus ”Løntorp” flot nok. Han byggede af de bedste materialer, huset var stort og prangende, og det blev da også berømmet som vestkystens flotteste sommerbolig. Som så mange andre gullaschbaroner blev Hansens karriere som rigmand kort og ”Løntorp” fik en mere stabil og farverig ejer i 1920’erne, den københavsnke direktør Julius A. Christensen. Han medbragte foruden et stort personale, fornemme vaner til byen og i øvrigt et strejf af ”Gatsby-tiden”, bl.a. gennem sit bekendtskab med tidens kendte revystjerner, der gerne besøgte direktøren. Den lokale befolkning så måbende til – og alligevel: så fremmede var man ikke overfor det fremmede, at man ikke kunne more sig i krogene, og da direktøren var et gavmildt og imødekommende menneske nød han en vis fjern respekt fra de fastboende. Under Anden Verdenskrig led den flotte villa overlast da Hitlerjugend reverenter talt invaderede huset og efter krigen anvendtes villaen som rekreationssted for københavnske baggårdsbørn. – Og blev i øvrigt kulisse i en ”Lille Per”-film!
Løntorps enestående placering – tæt ved klinten og med den eftertragtede havudsigt – kostede, som så mange andre, dette hus livet i slutningen af 1960’erne, hvor det måtte rives ned før det blev slugt af havet. I dag ville det have ligget 300 meter ude i vandet!
Menigmand Kommer Til Huse
På bakkerne omkring byen opføres mange sådanne rigmandsvillaer og længere ude, i området ved Harrerenden (”Lille Hjørring” som det blev kaldt) opstår i tiden mellem de to verdenskrige hvad man må kalde det stik modsatte. Middelklassen fra Hjørring opfører på anarkistisk vis – og ikke altid med stor respekt for landskabet og det arkitektoniske - en mængde sommerhuse i form af ombyggede kreaturtogvogne, iskiosker, kolonihavehuse og den slags. Først op imod Anden Verdenskrig kommer der lidt skik på området. Alligevel opfordres bestyrelsen for ”Sommerhusforeningen Harerenden” (der er uenighed om stavemåden...) i 1951 til at sørge for ”bedre byggeskik” på stedet. Da Skallerup Klit opføres længere mod nord bliver Harerenden indlemmet i byen og får højere status, måske også fordi havet hjalp til med saneringen af store dele af den oprindelige ”skurby”. 25. maj 1935 kvitterer tømrer Martin Jensen for modtagne kr. 625,00 for ”1 Stk. Sommerhus solgt til Aage Nielsen”. I 2008 sælges huse i Harrerenden til 5-6 mill. kr. ...
Livet i Lønstrup gik sin rolige gang mellem de to verdenskrige. Fiskerne passede deres torskebakker og hummertejner, fiskerkonerne lejer badehuse ud til turisterne (idag er badehuse ikke tilladt), og de fine hoteller og den fantastiske beliggenhed gør byen til ét af landets mest mondæne feriesteder. Man kunne måske forestille sig en voldsom modsætning mellem de to ret så forskellige befolkningsgrupper, men den mærkes ikke rigtigt. Gæsterne fører sig frem, som man nu gør når man er på ferie og har penge på lommen, men allerede på dette tidspunkt er det med stor respekt for lokalbefolkningen og stedets særpræg. Fiskerne passer deres, måske undertiden med en halvkvalt bemærkning om, at det da gerne snart må blive september. Men gæster behandler man naturligvis ordentligt og der er mange udsagn om den imødekommenhed og venlighed, de fremmede møder.