Bangsbo-området

Bangsbo – et oplagt udflugtsmålt. Området rummer både en pragtfuld natur, historiske bygninger, kultur, gastronomi, fred og idyl, udsigtspunkter, kondistier, naturlegeplads, dyreliv og botanik.

I den sydlige udkant af Frederikshavn ligger en oase med Herregården Bangsbo omgivet af smuk natur og flere forskellige seværdigheder. Udgangspunktet er den gamle Bangsbo Hovedgård, som med sine voldgrave ligger ned til Bangsbo-å, der slynger sig gennem hele området. Herregården rummer Bangsbo Museum med bl.a. en søfartshistorisk samling, Det Jydske Modstandsmuseum og Ellingå-skibet.

Bangsbo er et yndet udflugtsmål for både lokale og turister. Det er helt igennem en æstetisk oplevelse med herregården, der ligger idyllisk midt imellem Botanisk Have og Dyreparken.

Botanisk Have

Haverne omkring Bangsbo er engelskinspirerede. Der er en indførselshistorisk have, en rosenhave med dufttunnel og en rhododendronpark. Desuden er der for et par år siden lavet et såkaldt spaltebed. Bangsbo Å slynger sig igennem området. I det lille tehus i haven kan man nyde sin medbragte kaffe. Bag ved avlsbygningerne er der indrettet en krydderurtehave med føle- og dufthave med blindskrift på skiltene.

I begyndelsen af juni hvert år holdes Blomsterfestival i Bangsbo Botaniske Have.

Kom helt tæt på dyrene

Hvad enten du er dyreelsker eller mere botanisk interesseret, barn eller voksen, er Bangsbo Dyrehave et pragtfuldt sted at færdes. Her kan du under trækronerne motionere på de afmærkede kondistier, betragte hjortevildt, egern og røde skovsnegle. I dyrhaven er der flere steder mulighed for at spise sin medbragte mad.

På gå- og løbetur i Bangsbo

Bangsbo-området er skønt uanset årstid. Her er skønne muligheder for vandreture eller en frisk løbetur på en af Bangsbo Skovens afmærkede stier. Dronningestien er virkelig en tur værd. Fra toppen af Pikkerbakken nydes udsigten over byen og herfra går turen mod syd - forbi Niels Juels Kanoner og Bangsbo Fort. I klart vejr kan man følge Ålbækbugten helt til Skagen. Mod syd ligger Sæby, og mod øst kan man være heldig at se Læsø stikke op af Kattegat.

Desuden er Bangsbo også udgangspunkt for den 8 km lange Kongesti, hvor man bl.a. passerer 60 gravhøje fra Jernalderen. 

I udkanten af området ligger Vandværksskoven, en dejlig løvskov med skovsø og Cloostårnet, hvorfra du kan nyde udsigten 160 m.o.h.

 

 

Del denne side

Museerne - et besøg værd

Bangsbo Museum og Arkiv I Bangsbo-omådet finder du i den gamle Bangsbo Hovedgaard, som i dag bl.a. rummer Ellingå-skibet, Jydske Modstandsmuseum, Søfartsamling m.m. På toppen af Pikkerbakken finder du Bangsbo Fort - også kaldet Niels Juels kanoner. Et enormt bunkerområde anlagt af tyskere under Anden Verdenskrig. Det er muligt at komme ned i bunkerne og et spændende museum fortæller historien om Danamrk under Besættelsen. 

Bangsbo for børn

Naturlegeplads i Bangsbo

På en bakketop i Dyrehaven - tæt på Bangsbo-Museum finder I den dejligste naturlegeplads. Her er der plads til leg, fantasi og udfoldelse. I kan evt. benytte bålhytten til hjemmelavede pandekager eller snobrød. 

Boolsens Stenhave

Boolsens stenhave i Bangsbo

Denne skønne stenhave blev grundlagt af forfatteren Johannes Boolsen (1895-1985), der samlede sten i sin egen have. De fleste sten stammer fra Vendsyssel og repræsenterer brugssten af alle arter fra oldtidsfolkets kværnsten over middelalderens døbefonte og op til nyere tids møllesten og fortøjningspullerter. 

Hvad kan du ellers lave i Bangsbo-området?