Å-området

Lige efter sidste istid var ådalen en fjordarm. Landhævningen og vandstands-sænkningen bevirkede at Bangsbo å efterhånden kom til at stå for den udformning, som dalen har i dag.

Åen har et kort, men forholdsvis stejlt forløb med naturlige slyngninger, og dette uregulerede å-forløb tjener i dag som naturvidenskabeligt referencevandløb, idet vandkvaliteten er en af de bedste i Danmark.

Mange åløb er blevet reguleret til at være lige eller unaturligt svagt buede, så nyd Bangsbo å, der snor sig naturligt gennem landskabet, og fungerede før i tiden som forbindelsesled til havet. Op igennem å-dalen findes mange meandere (gamle åslynger), og de kraftige slyngninger, der ses især på engen i dyrehaven, vil i løbet af få år danne nye afsnøringer.

Ved Bangsbo å ligger også én af Frederikshavns ældste bygninger, nemlig Møllehuset.

Om Bangsbo å

Bangsbo å er et af de reneste vandløb i Danmark, og på gydebankerne på hver side af broen, der fører ind til herregården Bangsbo, kan man om efteråret se de store havørreder “grave” i gruset, inden der gydes. Mange typer af insekter og fugle er tilknyttet strømmende vand, specielt hvor der er sten- og grusbund. Her træffes vandstær, isfugl og bjergvipstjert, der lever af de mange vandinsekter og småfisk. Nogle år er det også konstateret, at odderen har været på besøg.

Odder ved Bangsbo å

Beskrivelse

Bangsbo å er på den strækning, der løber gennem Botanisk Have at betegne som et modent vandløb, hvor vandet normalt løber forholdsvis langsomt. Det medfører, at åen ikke slider så hårdt på brinkerne, og dermed ikke danner nye åslynger. Denne udvikling forhindres også dels af naturlige forhold, idet de mange trærødder holder godt på jordbunden, dels er brinkerne på de mest udsatte steder sikret med faskiner eller stensætninger.

Den omgivende fredskov domineres af bøg, eg, ask, ahorn og i åens umiddelbare nærhed af rødel. Et plantesamfund, der i høj grad domineres af el på et meget fugtigt område, kaldes en ellesump.

Ellesumpen hører til de naturtyper, der rummer flest forskellige planter. Det er det ideelle levested for mosser og bregner. I øvrigt er der et meget rigt fugleliv, eksempelvis træffes stor flagspætte, træløber, sumpmejse, spætmejse og gærdesmutte. Sumpene her er dannet i nogle af Bangsbo å´s tidligere slynger, og da de ligger meget mørkt, er der ikke den forventede artsrigdom med hensyn til planter. Dog skal nævnes en stor bestand af gul iris, vorterod, mjødurt og milturt.

 

Del denne side

Stemningsbilleder

Vandstær

Lystfisker