Dyrehaven i Bangsbo

Dyrehaven dækker et samlet areal på 100 tønder land, og inde bag hegnet og de røde låger er der oplevelser for alle

Hvad enten man er dyreelsker eller mere botanisk interesseret, barn eller voksen, er Bangsbo Dyrehave et pragtfuldt sted at færdes.

Her kan man under trækronerne motionere på de afmærkede motionsstier, betragte hjortevildt, egern og røde skovsnegle og spise sin medbragte mad.

Ved den nordlige indgang til Dyrehaven - lige efter Boolsens Stenhave - starter kondistierne:Gul rute 2,4 km, Rød rute 3,1 km og Blå rute 4,5 km.

I Dyrehaven findes også en naturlegeplads med madpakkehytte. Legepladsen er helt nyrenoveret og opfylder gældende regler om sikkerhed for brugerne.

I Skovhuset holder Dyrehavens forstfolk til.  

Der er ligeledes mulighed for undervisning i forbindelse med opholdet i Skovhuset. Kontakt naturvejleder Bo Storm på tlf. 29 48 60 01 

Fauna og flora


Bangsbo Dyrehave er nok mest kendt for sit rige dyreliv. Inde mellem træerne og i lysningerne færdes Dyrehavens dådyr og kronhjorte.

I efteråret genlyder skoven af brunstbrøl, når hjortene gør sig klar til at forøge bestanden, og i løbet af foråret kan man være heldig at få et glimt af de små kid. Men Dyrehaven er ikke kun hjortevildt - egern, mus, skovsnegle og et væld af fuglearter trives under trætoppene.

Også floraen i Dyrehaven er afvekslende. Her vokser ud over de enorme ege- og bøgetræer bl.a. ask, ær, birk, el, hassel og hyld, men det er også muligt at støde på utroligt store og flotte rødgraner og den østrigske fyr.

Mange af de plantetyper, man møder på sin vej rundt i Dyrehaven, er nordjyske, og for bøgetræernes vedkommende er Bangsboområdet omtrent det nordligste udbredelsesområde.

Naturlegeplads


Legepladsen er helt nyrenoveret og opfylder gældende regler om sikkerhed for brugerne. Samtidig fik vi en flot og rummelig overdækket "madpakkehytte" med borde og bænke - samt en hytte med indbygget bålplads.

Træskærer Flemming Johansen er mester for Midgårdsormen.

Midgårdsormen har plads til mange børn på én gang. Selvom den ser farlig ud, er den meget fredelig og børnevenlig.

Tipierne er indianernes foretrukne gemmested.  

Hytten med bålplads må gerne benyttes til tilberedning af hyggelige madretter over åben ild.
Brændet kan samles i skoven eller medbringes hjemmefra.

Efterfølgende kan den store madpakkehytte bruges til at indtage den tilberedte mad - eller medbragte madkurv.

Hér er der god plads. 30-40 personer kan fint bruge den samtidig - i læ for regn og blæst, hvis vejret driller.

 

Del denne side

Dyrehaven Bangsbo og Skovhuset

Tlf. 29 48 60 01

Åbningstider
Fri adgang til haven hele året døgnet rundt. Der kan blive tale om enkelte lukkedage i forbindelse med vildtpleje og regulering af bestanden.

Ved den nordlige indgang til Dyrehaven - lige efter Boolsens Stenhave - starter kondistierne:

Gul rute 2,4 km
Rød rute 3,1 km
Blå rute 4,5 km

Kort over Dyrehaven

Fauna


Rød skovsnegl

Stor flagspætte