Hærvejen i Frederikshavn

Tag på vandretur på din ferie i Frederikshavn, følg hærvejen helt til Viborg eller nøjes med den første strækning i Frederikshavn.

Frederikshavn – Hørbylund

På denne strækning kommer du igennem det smukke kuperede landskab sydvest for Frederikshavn. Først gennem Bangsbo Dyrehave, Bangsbo Ådal og op over Øksnebjerg 106 meter over havet med fantastisk udsigt over Ålbæk bugt og helt til Skagen. Fra Understed fortsætter turen ad markveje og små veje via Karup til Hørbylund Hovedgård.

Bangsbo-området
Hærvejsruten i Frederikshavn starter ved Skandiatorv lige ved Frederikshavn Turistbureau. Herfra er der nogle kilometer ud af byen inden du kommer til Bangsbo-området. Her er der mange muligheder for oplevelser og ophold. Du finder bl.a. Bangsbo Dyrehave, Bangsbo Botaniske have, Bangsbo Museum, Bangsbo Hovedgård, Naturlegeplads mm. Du kan også lave en afstikker op på Pikkerbakken, hvor du har udsigt ud over byen, Ålbæk bugt og helt til Skagen i godt vejr.

Videre fra Bangsbo går du gennem den smukke Bangsbo Ådal ud forbi Donbæk gravpladsen og Kongehøjene. 

Kongehøj og Borgbjerg
Kongehøj og Borgbjerg som kan ses fra vejen, er en del af Donbæk Gravpladsen, hvor der er registreret 60 høje, som ligger fordelt på en smal stribe henover bakkelandskabet. I begyndelsen af 1900-tallet fandt man en del urnegrave fra yngre jernalder, samt forskellige genstande, bl.a. et guldarmbånd.
Arkæologisk set er det en meget spændende lokalitet, hvor der dukker nye fund og iagttagelser op med års mellemrum. Der er offentlig adgang til området, så du er velkommen til at vandre ind og se på gravhøjene.

Herfra går det op ad små veje til du når toppen af Øksnebjerg. Herfra er der en absolut storslået udsigt i stort set alle retninger. Mod sydøst ser du Sæby og ud over vandet mod øst Læsø, mod vest ser du et fantastisk smukt bakkelandskab og mod nord Ålbæk bugt og helt til Skagen.

Øksnebjerg
”Øksne” er den gamle flertalsform af ordet ”okse”, og navnet ”Øksnebjerg” fortæller, at der netop her på stedet har samlet sig flokke af okser. Det er ikke usandsynligt, at Øksnebjerg har været et af de steder, hvor okserne blev samlet, inden deres lange rejse ned ad Hærvejen begyndte.
Mange godser og storgårde her i området er i sin tid opstået på baggrund af den rigdom som oksekødseksporten bragte med sig. Okserne blev samlet i store flokke fra forskellige godser og bedrifter her i Vendsyssel, og blev så drevet af sted ned ad Hærvejen af professionelle studedrivere. Første mål på rejsen var Sønderjylland, hvor dyrene efter en anstrengende rejse blev opfedet, for siden at blive drevet videre ud i Europa. Toldregnskaber fra 1600-tallet viser, at der på gode år blev drevet omkring 50.000 okser ned ad Hærvejen.

Understed
Fra Øksnebjerg går du ad en grusvej, som er den gamle færdselsvej på østsiden af bakkekammen. Her har du hele vejen en flot udsigt ud over vandet. Du kommer snart til Understed. Her finder du Helligkilden i Understed  og Understed Kirke.

Du finder også en fin fredelig shelterplads ca. 1 km efter Understed by. Ruten går lige forbi, så der skulle ikke være noget at tage fejl af. Du kan læse mere om den her

Karup
Ad grusveje og små veje går det nu vestover i det kuperede landskab mod Karup. Undervejs er det muligt at lave en lille afstikker til Karup Kirke og endnu en helligkilde, kaldet Helligøbben.

Hørbylund
Fra Karup går det videre mod herregården Hørbylund og du er nu ca. halvejs mellem Frederikshavn og Jyske Ås.

------------------------------------------------------------------------------------

Hørbylund – Jyske Ås
På turen fra Hørbylund går det videre ad højderyggen mod Hørby og Thorslev kirker. Ud over det lidt fladere landskab med større vidder på vej til Ormholt. Forbi de mange gravhøje på vej mod det smukke fredede område omkring Nymølle Bæk i kanten af Jyske Ås.

Hørby kirke
Hørby kirke, som er en kvaderstenskirke, hørte i sin tid ind under Hørbylund hovedgård, som blandt andet en kort tid var ejet af søhelten Niels Juel. En del fra slægten Juel er begravet ved kirken.
Turen fra Hørby kirke går videre mod Torslev kirke og derfra ad landevej et stykke vej til du kommer til Ormholt.

Ormholt
Ormholt´s hovedbygninger er et stykke danmarkshistorie og den nævnes første gang i 1455´er. Herregården menes at være vokset frem i kølvandet af okseopdræt i landsdelen. Okserne blev drevet i store flokke mod syd ad Hærvejen ud i Europa.

Ormholt Hovedgård
Ormholt er en gammel hovedgård, som nævnes første gang i 1455. I senmiddelalderen var det kun adelen forundt at eje hovedgårde. Ormholts hovedbygninger er et stykke Danmarks historie, der vidner om svundne tider, hvor adelen havde stor politisk indflydelse og økonomisk magt i Danmark.
Der er grund til at formode at Ormholt, ligesom andre hovedgårde i Vendsyssel, voksende frem i kølevandet på den rigdom som datidens okseopdræt indbragte. Okserne blev opdrættet i Vendsyssel og transporteret ad Hærvejen videre ud i Europa.
Toldregnskaber fra 1600-tallet viser, at der på gode år blev drevet omkring 50.000 okser ned ad Hærvejen.
I Ormholts øst-ende, stikker en træ-orm sit hoved ud gavlen. Der har angiveligt været et sagn om en orm knyttet til gården, desværre har skriftlige kilder forsømt at udødeliggøre sagnet og nu er det forsvundet. Navnet Orm-holt ligger lige til: holt betyder skov fra gammel tid, orm hentyder til hugorm. Ormholt var altså en lokalitet i skoven med særlig mange "orme".

Gravhøje
Fra Ormholt går turen videre mod Nymølle Bæk. Inden du når det fredede område ved Ny Mølle passerer du en del gravhøje. Det gør du i øvrigt i stor stil på hele Hærvejen.
Mange gravhøje er forsvundet gennem de sidste århundrede, pløjet over og indvundet som landbrugsjord. Der er ikke foretaget egentlige undersøgelser af højene. Beliggenheden og deres dimensioner tyder på, at de er opført i ældre bronzealder.
Der er ikke fundet spor efter bosættelse i nærheden, men man må gå ud fra at der har været bygder lige i nærheden af højene, der udover at være gravpladser, også har været brugt til at markere territorier omkring bygder/magtområder.

Nymølle Bæk
Nymølle Bæk-området er et af Vendsyssels allersmukkeste naturområder. Her finder du flere forskellige naturområder f.eks. bøgeskov, eng, hede, overdrev, vandløb, søer og ellesumpe.

Følger du ruten langs Nymølle Bæk kommer du over en smuk gammel kvaderstensbro. Broen er bygget efter 1600 årstallet – det præcise årstal kender man ikke.
Ingeborg Skeel (ca. 1545 – 1604) var godsejerinde på Voergaard slot og drev i slutningen af 1500-tallet et glasværk ved Nymølle Bæk. Der, hvor glasværket lå, kan man stadig finde glasskår fra den tid.

Overnatning
Vel ude af Nymølle Bæk-området fortsætter turen ind i Brønderslev kommune. Her kommer du ret hurtigt til den næste shelterplads på ruten, nemlig Naturskole Lunken.
Er her optaget, fortsætter du i stedet forbi Lunken, efter 1 km kommer du til en stor vej, forlader du ruten her og går til venstre ad vejen – altså mod øst – kommer du efter 1,5 km til en lille by Brønden. Her ligger også en rigtig fin shelterplads.

Læs mere om Hærvejen i Toppen af Danmark

Eller få flere informationer om hærvejen >> HER

Del denne side